TWIFT.DK | Nyt i Danmark | Hvordan kommer den nye hverdag til at se ud?

Hvordan kommer den nye hverdag til at se ud?

Mange steder i Danmark føles det som om, at corona virus er overstået. For mange er hverdagen så småt vendt tilbage, men desværre er corona stadig noget vi skal tage stilling til. I denne artikel kigger vi ind i krystalkuglen og kommer med nogle bud på, hvordan den nye hverdag kommer til at se ud.

Ny hverdag i Danmark efter Corona

Koncerter og sportsbegivenheder

En af de ting, som ikke er gået tilbage til normalen er events med over 500 deltagere som f.eks. koncerter og sportsbegivenheder. På nuværende tidspunkt er der stadig restriktioner på denne type begivenheder. Forbuddet mod begivenheder med mere end 500 deltagende varer foreløbigt indtil den 31. august. Herefter vil det blive besluttet om forbuddet skal fastholdes eller lempes. Flere medier har spekuleret i, om vi måske kommer til at skulle bruge ansigtsmasker ved denne slags begivenheder fremover. For målet med dette ville være at mindske risikoen for smitte, men samtidig muliggøre at f.eks. koncerter og fodboldkampe med fyldte stadioner kan gennemføres.

Masker i offentlig transport

Danmark har modsat mange andre lande stadig en relativt kritisk holdning, når det kommer til brugen af ansigtsmasker. På nuværende tidspunkt anbefaler sundhedsstyrelsen kun at man bruger ansigtsmaske, hvis man er:

  • på vej til eller fra isolation, f.eks. fordi man hjemvender fra en rejse
  • smittet og er på vej til behandling på hospitalet
  • i kontakt med en smittet person, og det ikke er muligt at holde afstand.

Der er imidlertid meget, som tyder på, at vejledningerne godt kan komme til at ændre sig i den nærmeste fremtid. For det første fordi Danmark er ved at være ret alene i Europa med sin holdning til brug af masker. Der er efterhånden en del forskning, som viser effekterne ved brug af ansigtsmasker i det offentlige rum. For det andet fordi masker er en nem måde at sikre, at sårbare personer trygt kan færdes i det offentlige rum. Enhedslisten har f.eks. foreslået et maskepåbud i offentlig transport, så sårbare grupper ikke bliver udelukket fra at kunne tage bus, metro og tog.

Der er dog et sted, hvor det allerede nu er et krav at bruge maske og det er i lufthavnen. Det skyldes, at det europæiske luftfartssikkerhedsagentur EASA har udstedt regler om, at der skal bæres mundbind eller ansigtsmasker under alle flyrejser frem til den 31. august.

Farvel til eksotiske udlandsrejser

Når man taler om lufthavne, kan man næsten ikke undgå også at tale om udlandsrejser. Vi danskere er et rejselystent folk og mange nyder at tage til sydens sol i de kolde vintermåneder eller smutte en weekend til Paris eller London. Det ville være for dystopisk at sige, at den tid er forbi, men danskernes rejsemønstre kommer til at ændre sig. Dels fordi der er længere mellem de rigtig billige flybilletter. Dels fordi, der stadig er en del lande, som Udenrigsministeriet ikke anbefaler, at man rejser til. Derfor kommer vi sandsynligvis til at se en genopblomstring af ferier med bil og tog, men også flere danskere, som vælger at holde ferie inden for grænserne.

Risikoen for anden bølge

Danmark var sammenlignet med andre lande usandsynligt gode til at få inddæmmet smitten relativt hurtigt. Selvom nedlukningen af landet havde store konsekvenser, så er de fleste efterhånden enige om, at det var den rigtige beslutning. Når det er sagt, så vil de fleste gerne undgå, at vi skal lukke ting ned igen. Risikoen for anden bølge af smitte har derfor konsekvenser for, hvor hurtigt vi kan komme tilbage til en normal hverdag. Mens nogle eksperter forudser, at anden bølge i højere grad vil dreje sig om at inddæmme mindre lokale udbrud, så mener andre, at der er en reel risiko for, at store forsamlinger i det danske sommerland for alvor kan sætte skub under smittetallene igen.

F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related