TWIFT.DK | Nyt i Danmark | Batik og strik – Vi er begyndt at lave vores eget tøj

Batik og strik – Vi er begyndt at lave vores eget tøj

Bæredygtighed har længe være et buzzword indenfor alverdens industrier. Vores mad skal være økologisk og vores kaffe skal være fairtrade, men hvad med vores tøj? En ny tendens er fremkommet, hvor det ikke længere kun handler om at købe de rigtige varer, nu skal vi også lave dem selv.

Ny tendens batik og strik

Back to basic

Corona epidemien satte landet i stå, men fik også mange til at genoverveje deres hverdag og vaner. Lige pludselig havde mange mere tid, og det satte skub under en allerede spirende tendens, hvor vi køber mindre og laver mere.

Allerede i 2018 og 2019 begyndte vi at se batik eller tie-dye til de forskellige modeuger. Modehuse som Versace, Ganni &Others Stories og Zara har alle haft batikkollektioner, men mange begyndte at spørge sig selv, hvorfor de skulle betale i dyre domme for et udtryk, som de nemt kunne lave i deres eget hjem.

Batik fik sin første store moderne opblomstring i 1960’er og 70’erne, men kan spores langt tilbage med rødder i både asiatisk og afrikansk tekstilkultur, som er mange hundrede år gammel.

Det må gerne være hjemmelavet

De mange kriser gennem de sidste par årtier har fået flere forbrugere til at stille spørgsmålstegn ved deres egne forbrugsvaner. Gør det mig virkelig glad at bruge flere hundrede kroner på en masseproduceret T-shirt? Opgøret har taget mange former, men en stigende tendens er, at vi modificerer vores eget tøj. I stedet for at købe nyt, så fornyer vi det, som vi allerede har f.eks. ved hjælp af farvning eller andre former for såkaldt upcycling.

En anden tendens, der er i udvikling, er at lave sit eget tøj helt fra bunde. Et hastigt voksende Instagramnetværk af folk, som deler strikkeopskrifter og anbefaler garn, viser os, at strikning ikke kun er for bedstemødre længere. Instagramkontoer så som ’Strikdet’ og ’Kimmie_Munkholm’ har begge omkring 30.000 følgere til deres håndlavede kreationer og tips og tricks til strikkere.

Kom i gang!

Hvis du gerne selv vil komme i gang med at forny eller lave dit eget tøj, så er det slet ikke så svært. Et godt råd er dog at starte med noget simpelt, og vente lidt med den hjemmestrikkede sweater. Prøv eksempelvis at give nyt liv til en gammel T-shirt eller kasket med batikmønster. Du kan enten købe et samlet sæt, som har alt hvad du skal bruge til at lave batik eller du kan købe de enkelte dele separat. Traditionel batik fungerer bedst på hvidt eller lyst stof, men du kan også lave batik på sort eller mørkt stof med klorin, som bleger stoffet i stedet for at farve det. Husk at batik fungerer bedst, hvis du farver på naturlige tekstiler som bomuld, rayon eller linned.

Det naturlige alternativ

Hvis du ikke er så glad for præproducerede farver og kemikalier, så fortvivl ej. Du kan stadig godt være med på batikbølgen. Det er nemlig muligt også at lave din helt egen farve med nogle af de ting, som du allerede har i køleskabet. Vidste du f.eks. at du kan lave en sart rosa farve med avokadosten, lilla farve med rødkål, rød med hibiscusblomster, gul med gurkemeje eller grøn med spinatblade? På denne måde kan du lave din helt egen farve uden kunstige farvestoffer. Der er lidt forskellige tilberedningsmetoder for de forskellige planter og farver, så det er en god ide at finde en pålidelig opskrift før du begynder. En anden ting du bør være opmærksom på er, at det er så godt som umuligligt at reproducere præcis den samme farve to gange, så sørg for at lave nok.

Hvis du er lidt nervøs for at spolere din yndlingsT-shirt, kan du jo evt. starte med et gammelt sæt sengetøj.  

F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related