TWIFT.DK | UnderholdninG | Hvem må fortælle din historie?

Hvem må fortælle din historie?

Må alle fortælle historier om alle? Må mænd skrive bøger om kvinder og må en dansker instruere en film om grønlandske unge? Foråret og sommeren 2020 har budt på mange nybrud og udfordringer. Vi diskuterer ikke kun covid-19, men også identitet og repræsentation i kunst og kultur.

Hvem må fortælle historier?

Identitet og repræsentation er en kampplads

Det er ikke nyt, at forskellige grupper kæmper for forskellige rettigheder. Tidligere har f.eks. arbejderne kæmpet for ordentlige arbejdsforhold og kvinderne har kæmpet for stemmeret. Der er stadig kampe den dag i dag og én af dem handler om repræsentation. Vi lever i en verden, hvor vi bliver mere og mere bevidste om, at vi ikke alle er ens. Måske bør denne forskellighed derfor repræsenteres i højere grad end den bliver i dag. Ikke kun politisk gennem folketingsvalg og i kommunalbestyrelser, men også i kulturen. Hastags som #OscarSoWHite og #MeToo har sat fokus på manglende repræsentation og diskrimination i kulturen og kunsten overalt i verden.

Kan en dansker fortælle om Grønland?

En af de aktuelle diskussioner om repræsentation handler om, hvem der må fortælle hvilke historier. Kunsten har ofte været fortaler for det der kaldes en karnevalistisk tilgang til identitet, hvor en forfatter eller en instruktør godt kan fortælle historier fra et andet perspektiv end sit eget. Den attitude møder dog i stigende grad kritik.

Et eksempel er instruktør Kenneth Sorento og hans film ‘Kampen om Grønland’. Til trods for at filmen er blevet positivt modtaget i både Danmark og Grønland, så har Sorento haft svært ved at få den ind på visse filmfestivaler, fordi han ikke selv er grønlænder. På filmfestivalen Imagine Native i Canada er det f.eks. et krav, at instruktørerne bag filmene selv skal være en del af det oprindelige folk, som deres film handler om.

Umiddelbart kan det virke underligt, at en film om grønlandsk identitet ikke kan blive vist på en filmfestival for oprindelige folk, men ifølge den grønlandske filmproducer Emile Hertling Péronard er det ikke så mærkeligt. I et interview med P1 Morgen udtalte han: ”For mig handler det om det fantastiske i, at der nu er nogle befolkninger, som for første gang i historien ikke bare har mulighed for at fortælle deres egen historie, men også har mulighed for at få dem vist på platforme, hvor der rent faktisk er mennesker, der ser dem.”

Emmy Awards går forrest

Mens Oscaruddelingen i mange år er blevet anklaget for at være forældet og ude af trit med samtiden, så går det amerikanske Television Academy som uddeler Emmy statuetterne forrest i kampen for mere diversitet og repræsentation.

I slutningen af juli offentliggjorde de listen med nominerede til året Emmy Awards, og i år er andelen af sorte skuespillere blandt de nominerende højere end nogensinde før. Hele 35 af 102 nominerede skuespillere er sorte, svarende til 34,3 procent.

Emmy Awards indeholder dog ikke kun solstrålehistorier for repræsentation. Når man kigger på repræsentationen blandt instruktører og manuskriptforfattere er langt størstedelen nemlig stadig hvide og typisk mænd.

Men hvad synes du? Bør vi tage mere hensyn til repræsentation i kulturen eller det okay, at nogle grupper får mere taletid end andre?

F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related