TWIFT.DK | Nyt i Danmark | Hvornår kommer covid-19 vaccinen?

Hvornår kommer covid-19 vaccinen?

Efter anden bølge for alvor har fået fat i Danmark, spørger mange sig selv, hvornår vaccinen mod covid-19 mon kommer? Det er dog ikke helt lige til at udvikle en vaccine. Og selv når den kommer er det ikke sikkert, at du bliver blandt de første til at modtage den.

Hvornår kommer covid-19 vaccinen?

Hvordan udvikler man en vaccine?

Udvikling af vacciner kan tage rigtig mange år. Faktisk tager det nogle gange op mod 10 år eller mere at udvikle en sikker og funktionel vaccine. Det skyldes, at vacciner skal igennem mange forskellige faser og godkendelser, før de kan komme på markedet.

  1. Typisk bliver de første skridt til en vaccine taget igennem det, som hedder grundforskning. Her kan man f.eks. kigge på forskellige former for antigeners effekt på en virus i et laboratorium. Hvis man finder et specifikt antigen, som har en positiv effekt, går man videre til næste skridt.
  2. Andet skridt er den prækliniske udvikling. Her kigges der nærmere på den potentielle vaccines effekt og sikkerhed. Det er ikke alle vacciner, som kommer videre fra dette stadie. Det kan f.eks. vise sig, at det valgte antistof har alvorlige bivirkninger eller ikke virker særlig effektivt.
  3. Hvis vaccinen kommer videre fra den prækliniske udvikling, går de kliniske forsøg i gang. Det betyder, at man nu går i gang med at teste vaccinen på mennesker.

Først vil vaccinen blive testet på et lille antal raske personer. Under denne del af udviklingen kigger forskerne på vaccinens sikkerhed samt hvilket immunrespons, som den udløser hos forsøgspersonerne. 

Herefter vil man begynde med at teste vaccinen blandt større grupper af personer. Typisk med et større fokus på forskellige målgrupper og deres reaktioner, f.eks. børn, unge og ældre.

Hvis vaccinen viser sig stadig at være sikker og effektiv, vil den blive udbredt til meget større grupper af forsøgspersoner, faktisk op til flere tusinde. I denne tredje og sidste fase kigges der endnu en gang efter sikkerhed og effektivitet blandt de forskellige forsøgspersoner. Først når denne sidste fase er færdig, kan vaccinefabrikanten ansøge om at få sin vaccine godkendt. 

Udviklingen af en vaccine kan blive stoppet i alle faser, hvis det viser sig, at der er et problem med effekten eller sikkerheden af vaccinen. På den måde kan en vaccine sagtens have været 5-6 år undervejs og have kost millioner af kroner uden nogensinde at komme på markedet.

Hvilke lande udvikler covid-19 vacciner?

Den nuværende corona epidemi har sat turbo på vaccineudviklingen verden over. Forskellige lande og medicinalvirksomheder kæmper om at blive de første til at udvikle og få godkendt en vaccine mod covid-19. Mange eksperter mener nemlig, at det først er med en sikker og funktionel vaccine, at vi vil kunne åbne vores samfund op og f.eks. igen tage på ferie eller på festival.

Du har sikkert hørt om en russisk vaccine, som skulle være kommet meget langt og efter sigende allerede er blevet afprøvet på selveste Putins datter. Rusland er dog ikke de eneste, som er i fuld sving. På nuværende tidspunkt er der 175 vacciner under udvikling verden over. Af de 175 vacciner er 9 af dem i den sidste fase af den kliniske udvikling. Disse vacciner kommer udover Rusland også fra Kina, USA, Storbritannien, Tyskland og Sverige.

Hvornår kan vi regne med en vaccine?

Det er svært at vide, hvornår den første vaccine bliver godkendt og hvilket land den kommer fra. Imidlertid har mange regeringer gjort deres for, at godkendelsesprocessen kan foregå så hurtigt og problemfrit som muligt, således at en vaccine ikke bliver holdt tilbage på grund af bureaukrati. Derfor håber de fleste eksperter at se de første godkendte vacciner i starten af 2021.

Men bare fordi en vaccine bliver færdig og godkendt i Rusland eller Kina, betyder det ikke nødvendigvis, at den vil blive godkendt i Danmark. Eller at vi overhoved vil få tilbudt den. EU forhandler nemlig vacciner på vegne af Danmark og resten af EU-landene. Vi er derfor blevet lovet 2,4 millioner vacciner af den engelsk-svenske slags, hvis den vaccine altså bliver godkendt.

Men hov tænker du, det er jo ikke nok til os alle sammen! EU arbejder på at sikre flere aftaler med andre vaccineudviklere, således at flere personer vil kunne få tilbudt en vaccine. Når det er sagt, så vil det være op til Sundhedsstyrelsen at bestemme, hvem der skal have tilbudt en covid-19 vaccine først, hvis der ikke er nok til alle.

Så det kan da være, at man skulle begynde at fedte lidt for Magnus Heunicke eller Søren Brostrøm.

F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related