TWIFT.DK | Nyt i Danmark | Har du styr på sommerferien?

Har du styr på sommerferien?

Normalt er januar og februar højsæson for at booke rejser til sommerferien, men brændt barn skyr ilden. Mange rejsebureauer, flyselskaber og hotelejere melder om faldende salg sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Der er dog visse brancher som trives. Så, har du styr på sommerferien, eller venter du også og ser tiden an?

Styr på sommerferien?

Vi er bange for aflysninger

Normalt er det i de kolde måneder januar og februar, hvor mange danskere booker deres sommerferie til sydens sol. Nogle vælger Sydeuropa, mens andre er til mere eksotiske destinationer såsom Asien, Nordafrika eller Sydamerika. Sådan er det dog ikke i år. Rejsebureauer og flyselskaber melder om et sløvt salg. Derudover ser vi en anden generel tendens. De danskere, som rent faktisk booker udlandsophold, er langt mere opmærksomme på deres rettigheder. Det vil sige mulighederne for afbestilling og refundering. 

Dette skyldes ifølge flere eksperter i branchen, at mange danskere oplevede problemer med aflysninger og manglende eller forsinkede refunderinger sidste år, da verden blev lukket ned på grund af Covid-19. Vi er simpelthen blevet mere påpasselige og så er vi blevet bange for aflysninger. 

En meningsmåling fra Danske Bank viser, at 59 % af danskerne planlægger at holde ferie i Danmark i år. 22 % håber fortsat på udlandet, mens 19 % stadig ikke har besluttet sig.

Det lave antal bookinger på udlandsophold og flybilletter behøver derfor ikke betyde, at danskerne bliver hjemme i år. Mange eksperter spår, at der vil komme et øget salg, når vi kommer tættere på sommerferien og i takt med, at diverse restriktioner bliver lempet eller ophævet. Det ser altså ud til, at danskerne væbner sig med tålmodighed og ser hvordan tingene udvikler sig.    

Kommunikationschef hos Apollo Rejser, Glenn Bisgaard har bl.a. udtalt til Politiken: “Salgsmæssigt oplever vi, at det nuværende bookingniveau ligger på cirka 20 til 25 procent af niveauet for samme periode sidste år, og vi oplever, at markedet er mere afventende, hvilket primært er båret af de nuværende røde rejsevejledninger”.

Endnu et stærkt år for sommerhusudlejningen

Der er dog særligt et område, hvor salget går strygende – sommerhusudlejning. Da Danmark lukkede ned sidste år, så vi et kæmpe boom i både salg og udlejning af sommerhuse herhjemme. Den tendens ser ud til at fortsætte. Flere udlejningsselskaber meldte i 2020 om en fordobling af udlejninger. Den tendens ser ud til at fortsætte ind i 2021. 

Ifølge Per Dam, der er administrerende direktør i udlejningsbureauet Sol & Strand, så har succesen to forklaringer: “De opdagede sidste år, at det var dejligt at holde ferie i Danmark, og har haft gode oplevelser. Men naturligvis spiller usikkerheden, om vi kan komme til udlandet, også ind”. Han uddyber: “Mange gik forgæves sidste år, da de forsøgte at leje sommerhus sidste forår, så nu vil de være ude i god tid for at få et hus, der passer til deres behov”. 

En tredje fordel ved at leje et sommerhus frem for f.eks. at tage på kro eller hotel i Danmark er, at man kun kommer i kontakt med dem, som man rejser sammen med. Ved at tage bilen og køre op i et lejet sommerhus slipper man derved for risikoen, der kan være ved at omgås andre gæster eller personale. 

Er det slut med udlandsrejser?

Selvom det lige nu står sløjt til med bookingerne på udlandsrejser, så er der håb at spore. Rejseselskaberne gør deres for at danskerne kan booke rejser med ro i maven og det lader til at have givet pote. Hos Spies ligger salget af rejser fra oktober og frem til vinteren 2022 lige nu 70 % over normalen. Dette tyder på, at der er masser af opsparet rejseiver hos mange danskere. 

Derudover så er der også optimisme omkring, at det igen vil blive nemmere og mere sikkert at rejse i takt med at flere og flere bliver vaccineret.

F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related