TWIFT.DK | Nyt i Danmark | Hold sjov fastelavn derhjemme

Hold sjov fastelavn derhjemme

Endnu en højtid er blevet forpurret af den verdensomspændende epidemi, men heldigvis er der faktisk masser af fastelavnstraditioner, så I sagtens kan holde en sjov fastelavn derhjemme. Frem med bat og tønde for her får du en række tips og tricks til, hvordan du kan holde fastelavn derhjemme.

Hold sjov fastelavn derhjemme

Hvorfor fejrer vi fastelavn?

Oprindeligt var fastelavn en festdag, som markerede begyndelsen på fasten. Fasten varede 40 dage og markerede de 40 dage, hvor Jesus fastede i ørkenen efter sin dåb. Det var forbudt at spise kød og nogle gange også fisk under fasten. Derfor var fastelavn sidste chance for at skeje ud og spise lækker mad inden fasten. 

Fastelavn varer egentlig 4 dage, nemlig fra søndag til onsdag, selvom vi ikke rigtig fejrer tirsdag og onsdag længere. 

I 1536 gik vi i Danmark bort fra den kristne faste, men vi valgte at beholde den festlige fastelavnsfejring. Dengang var fastelavn primært en fest for de voksne, og det er først i nyere tid, at fastelavn er blevet en højtid for børnene. 

En populær aktivitet til fastelavn er at slå katten af tønden. I dag er tønden normalt fyldt med slik og godter, men faktisk var der indtil 1800-tallet typisk en levende kat inde i tønden. Særligt sorte katte blev anset for at have forbindelse til djævelen og legen var derfor et forsøg på at fordrive det onde, hvorfor katten ofte blevet slået ihjel efter legen.  

Gode ideer til at fejre fastelavn derhjemme

Typisk er fastelavn noget vi fejrer sammen i daginstitutioner, skoler, kirker og på villaveje. Derfor kan de nuværende restriktioner godt få mange til at tænke, at fastelavn er aflyst. Sådan behøver det dog slet ikke at være. Vi har samlet 4 ideer til, hvordan vi kan holde fastelavn derhjemme.

1. Bag hjemmelavede fastelavnsboller

Der er masser af lækre fastelavnsboller i de forskellige bagerier landet over, men måske er 2021 året, hvor du skulle prøve at lave dem selv. Det kan sagtens være en aktivitet, som hele familien hjælper og hygger sig med. Desuden så er der mulighed for at vælge lige præcis den smag, som man bedst kan lide. Du kan både lave gammeldags fastelavnsboller med creme eller de moderne i wienerbrødsdej med flødeskum. 

Hvis det går helt galt, kan man jo altid hoppe til bageren.

2. Lav fastelavnsris

Et andet fast indslag til fastelavn er fastelavnsriset. Mange børn laver normalt deres fastelavnsris ovre i skolen eller daginstitutionen, og som forældre kan man derfor godt være lidt på bar bund. Men fortvivl ikke, det er heldigvis super nemt at lave fastelavnsris. Det eneste du skal bruge er nogle grene, noget snor til at binde grenene sammen nede i bunden og noget pynt. Pynten består typisk af slik og papirpynt, som f.eks. er lavet af silkepapir. Du kan finde masser af skabeloner på nettet til papirpynt, som er nemme at printe ud og bruge derhjemme.  

3. Klæd jer ud

Nogle børn har fået lov at komme tilbage i skole, mens andre stadig må modtage undervisning derhjemme foran skærmen. Men bare fordi man ikke kan komme i skole eller til fastelavnsfest og vise sit flotte kostume frem, så betyder det ikke, at årets udklædning er aflyst. Du og dine børn kan sagtens klæde jer ud og fejre fastelavn derhjemme. Børnene vil helt sikkert synes, at det er et hit med udklædte forældre. Desuden kan man jo sende billeder af udklædningen til bedsteforældre og venner.

4. Lav lege

Det store spørgsmål er, hvordan skal I få søndagen til at gå, når nu den lokale fastelavnsfest er aflyst? Svaret er masser af lege. Blandt nogle af klassikerne er f.eks. ‘Bid til Bolle’, ‘Slå Katten af Tønden’ og kåring af bedste udklædning. Både store og små kan være med og man kan få lov at prøve masser af gange. 

Hold afstand, pas godt på hinanden og hav en rigtig god fastelavn!

F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related