TWIFT.DK | Nyt i Danmark | Danmark åbner langsomt igen – hvad må man og hvad kan vi forvente?

Danmark åbner langsomt igen – hvad må man og hvad kan vi forvente?

Der er lys forude. Regeringen har nemlig besluttet, at Danmark langsomt kan begynde at åbne igen. Samtidig er der stor uenighed i befolkningen om, hvorvidt restriktionerne bliver lempet alt for hurtigt eller alt for langsomt. Her hos Twift har vi samlet en oversigt over, hvad man må og ikke må, samt hvad vi kan forvente i foråret.

Danmark åbner langsomt igen

Hvad må du fra 1. marts? 

Du har nok allerede bemærket, at der er sket ændringer. Danmark åbner langsomt igen. Fra den 1. marts trådte tre lempelser nemlig i kraft i hele landet.  

  1. Udvalgsvarebutikker (det er f.eks. tøjbutikker, møbelbutikker, skobutikker mv.) på under 5000 m2, må igen åbne, sålænge de ikke befinder sig i et storcenter. Dette er en kærkommen ændring for mange butiksejere, som har måtte se deres indtægter og levebrød svinde betydeligt i de seneste par måneder. Butikker på 5000m2 kan undtages, så de gerne må holde åbent for et begrænset antal kunder mod tidsbestilling. Så hvis du mangler at få byttet et par julegaver, så er det nu!
  2. Udendørs kulturinstitutioner må genåbne. Dette inkluderer bl.a. zoologiske haver og forlystelsesparker såsom Tivoli i København. Der stilles dog krav om, at besøgende skal kunne fremvise en negativ COVID-19 test, som højst er 72 timer gammel. Det er ikke alle udendørs kulturinstitutioner, som har benyttet muligheden for at åbne allerede den 1. marts, da flere har meldt ud, at de har brug for mere tid til at forberede sig på de nye krav.
  3. Sidst men ikke mindst, så hæves forsamlingsforbuddet fra 5 til 25 personer for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter. Det er derfor nu muligt at mødes med fodboldholdet, lave udendørs yoga eller komme i spejderklubben. Der er dog krav om, at aktiviteterne skal foregå i organiseret regi. 

Lokale forskelle

De tre ovenstående lempelser gælder for hele Danmark, men der er faktisk dele af landet, som allerede nu har fået lov til at lukke endnu mere op. I første omgang er der tale om Nordjylland og Vestjylland samt Bornholm. 

Nordjylland og Vestjylland 

I Nordjylland og Vestjylland kommer alle afgangselever i grundskolen, på ungdomsuddannelser og på voksenuddannelser tilbage i skole. Til at starte med er der dog tale om 50% fremmøde, hvilket betyder, at de kun skal møde hver anden uge. 

Desuden kan alle elever på efterskoler, frie fagskoler samt kostafdelinger på fri- og privatskoler komme tilbage i skole. Det er glædeligt nyt for mange børn og unge, som har siddet derhjemme foran skærmen uden venner og lærere. 

Regeringen opfordrer til, at elever lader sig teste to gange om ugen for at mindske smitteudbrud.

Bornholm som prøvekanin

De gladeste borgere i kongeriget findes nok i øjeblikket på Bornholm. Her har der nemlig været meget lav smitte i en længere periode. Derfor har regeringen valgt, at der kan åbnes endnu flere ting for at indsamle erfaringer med genåbning af f.eks. hele skoler og liberale serviceerhverv. 

Bornholmerne kan derfor glæde sig over, at der bliver åbnet for at alle klassetrin i grundskolen igen kan komme tilbage i klasseværelserne. Dog med opfordring om, at elever over 12 år bør testes to gange om ugen. Derudover åbner også ungdoms- og voksenuddannelser, folkehøjskoler, efterskoler, videregående uddannelser og klubtilbud. 

Desuden får de liberale erhverv såsom massører, frisører og tatovører også lov at åbne igen. Også her vil der være krav til negativ test for kunder. Slutteligt så hæves det generelle forsamlingsforbud fra 5 til 10 personer på Bornholm. 

Hvad med resten af foråret?

Regeringen har endnu ikke fremlagt en samlet plan for genåbninger resten af foråret. Dog er alle resterende restriktioner forlænget frem til 5. april. Dette betyder heldigvis, at nuværende kompensationsordninger også forlænges. 

Der er dog håb for særligt de børn og unge, som stadig ikke har kunnet komme tilbage i skole. Regeringen har nemlig meldt ud, at andre landsdele kan få samme genåbning som Nordjylland og Vestjylland, såfremt smittesituationen tillader det. Desuden bliver der også talt om, at se på yderligere genåbning på nogle af de mindre øer.  

I tillæg hertil, så er regeringen i gang med at undersøge, om det vil være muligt at åbne alle højskoler og efterskoler fra den 15. marts, og måske endda kunne sende alle afgangselever i hele Danmark tilbage i skolerne. 

F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related