TWIFT.DK | Nyt i Danmark | Op og ned på VM i Qatar 2022

Op og ned på VM i Qatar 2022

Det er ikke unormalt, at VM i herrefodbold er på alles læber. Til gengæld er det noget nyt, at vi taler om arbejdsforholdene for arbejderne, som gør klar til VM. Hvis du er lidt forvirret, så fortvivl ej! Vi giver dig op og ned på VM i Qatar 2022. 

VM i Qatar 2022

Mistænkeligt fra starten

Allerede i 2010 da Qatar fik tildelt VM i 2022, kunne der høres kritiske stemmer. Qatar var klart the underdog i en gruppe med Japan, Australien, USA og Sydkorea. Blandt de lande er Qatar både det mindste land og det land med de mindst imponerende fodboldpræstationer. Derudover så er en ørkenstat heller ikke oplagt som vært for en udendørs sportsbegivenhed. Derfor blev der allerede dengang hvisket i krogene om korruption og urent spil. 

I 2019 åbnede Frankrig f.eks en retlig efterforskning af processen omkring tildelingen af VM-værtskabet til Qatar. 

Det ændrede dog ikke på slagets gang. Qatar var udvalg til vært for VM i herrefodbold 2022 og forberedelserne gik i gang. Med under 3.000.000 indbyggere fik de brug for noget hjælp til konstruktion af bl.a. nye stadions og en ny lufthavn. 

Problemer med arbejdsforhold

Det er netop arbejdsforholdene for den udenlandske arbejdskraft, som er blevet omdrejningspunktet for debatten omkring VM i Qatar. The Guardian har bl.a. offentliggjort en rapport, der viser, at mere end 6.500 udenlandske arbejdere har mistet livet i Qatar siden 2010. Disse arbejdere kom fra Indien, Pakistan, Nepal, Bangladesh og Sri Lanka. 

Dødsårsagerne har været forskellige, men de fleste eksperter er enige om, at de skyldes dårlige arbejdsforhold. Alt fra manglende sikkerhed på byggepladserne, til manglende hvile, lange arbejdsdage og kritisable boligforhold er blevet nævnt. 

Som svar på kritikken har VM-organisationen i Qatar udtalt, at de færreste dødsfald kan relateres direkte til VM. Ifølge dem er der kun 37 migrantarbejdere, som er omkommet i forbindelse med VM-byggerier. 

De mange dødsfald har fået flere prominente stemmer til at overveje, hvorvidt Danmark overhoved burde deltage i det kommende års VM (hvis vi kvalificerer os). Eller om turnering i stedet burde blive boykottet. Koret af kritikere pointerer desuden, at Qatars manglende demokrati samt deres tilgang til menneskerettigheder burde være endnu en årsag til at Danmark ikke burde støtte op om VM i 2022. Tilhængere at VM fremhæver derimod, at Qatar har indført nye arbejdsmarkedsreformer og at sport og politik så vidt som muligt, ikke bør blandes sammen. 

Protester mod VM fra danske og norske klubber

Blandt nogle af de mest bemærkelsesværdige kritikere finder vi fodboldklubber fra både Norge og Danmark. De norske klubber Tromsø og Strømsgodset har bl.a. argumenteret for et norsk boykot. Og senest har også den danske superliga klub Brøndby lagt pres på DBU: “Brøndby IF opfordrer på denne baggrund DBU til snarest at indgå i yderligere dialog med fans, samarbejdspartnere og andre nationale forbund, så man i en fælles indsats kan bidrage til at skabe forandring i Qatar”. 

I december oprettede en række danske fodboldfans desuden et borgerforslag om at boykotte VM-slutrunden, som fik 9.000 underskrifter. Meningsmålinger har dog senere vist en større støtte til et boykot af næste års VM i herrefodbold. 

Kritikken er da heller ikke gået hen over hovedet på de danske landsholdsspillere. Før deres kvalifikationskamp mod Moldova, iførte de danske spillere sig trøjer med teksten “Football Supports Change”.

På nuværende tidspunkt er det ikke til at vide, hvad der kommer til at ske ved næste års VM. Et verdensomspændende boykot er nok ret usandsynligt, men det kan ikke udelukkes, at nogle lande vil vælge ikke at deltage. 

F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related    F$cking related   F$cking related