Træn din hund under lockdown

Store dele af Danmark ser frem mod endnu en omgang lockdown med alt, hvad det indebærer. Samtidig har mange danskere anskaffet sig en firbenet ven, så måske skal du bruge denne omgang lockdown på lidt hundetræning. Det vil både du og hunden blive glade for i længden.

Få en glad hund med træning

Hundetræning er ikke kun for professionelle hunde og hundetrænere. Helt almindelige familiehunde har også rigtig godt af lidt træning, og det er slet ikke så svært. Langt de fleste vil opleve, at de får en gladere og roligere hund, efter de er begyndt træning. 

Træning hjælper derudover med kommunikationen mellem dig og din hund. Ofte når en hund opfører sig dårligt, er det ikke udtryk for ond vilje. Typisk er det fordi hunden ikke forstår, hvad den må og hvad den ikke må eller måske føler sig stresset og bange. 

Sidst men ikke mindst er hundetræning rigtig godt til at aktivere din hund både fysisk, socialt og mentalt. Det betyder, at hunden vil være mere rolig derhjemme, når den har fået brændt en masse energi af under træningen.

Se med her i artiklen og lær hvordan du kan træne din hund under lockdown.

Start med basal hundetræning

Hvis du aldrig har trænet din hund før, så er det en god ide at starte med det basale. Sørg for at have nogle sunde hundekiks eller andre belønninger klar. Husk, at hunden kun skal have en godbid, når den har udført en opgave korrekt. Til at begynde med kan hunden godt blive frustreret, hvis den ikke forstår en opgave, men det er en helt naturlig del af træningen.

For det første er det vigtigt, at din hund kommer, når du kalder og reagerer på sit navn. Dette kan du træne ved at sige hundens navn og når den kigger på dig, så får den en godbid. Når hunden har styr på denne del, så kan I begynde at træne det, mens I er ude og gå, og når hunden er løs f.eks. i haven. Kald hundens navn og når den kommer tilbage, får den en godbid. Det er super vigtigt, at du kan kalde din hund tilbage, når I er ude. Derudover er det vigtigt, at du kan få din hunds opmærksomhed, når du skal videre med træningen. 

En anden god basal opgave er at lære hunde at sitte og dække. Her er forskellige metoder til at lære din hund disse øvelser. Når hunden skal lære at sitte, kan du f.eks. stille dig foran hunden med en godbid i hånden. Vis hunden godbidden og sig ‘sit’ – du kan eventuelt hjælpe hunden til at starte med ved at skubbe blidt på bagdelen for at vise, at den skal sætte sig. Så snart hunden sætter sig får den en godbid og du gentager kommandoen sit. Vær tålmodig, det kan sagtens tage lidt tid før hunden forstår øvelsen. 

Når hunden skal lære at dække er fremgangsmåden næsten den samme. Stil dig foran hunden med en godbid, som du viser hunden. Før så hånden med godbidden ned til gulvet mens du siger kommandoen ‘dæk’. Hunden må gerne snuse til godbidden og slikke på din hånden, men får ikke godbidden, før den dækker. I starten kan det være en god ide også at belønne hunden, når den kun laver et halvt dæk, således at den forstår, at den er på rette vej. 

Når du og din hun har mestret disse simple kommandoer og opgaver, er I klar til at påtage jer mere udfordrende træning og tricks.  

Kom ud i naturen sammen med din hund

Selvom lockdown betyder, at vi skal holde afstand og blive hjemme, så betyder det ikke, at hunden ikke skal ud. Faktisk kan de daglige gåture være et dejligt afbræk i en ellers lidt trist og ensformig hverdag. I stedet for bare at gå ned i den samme gamle park hver dag, så brug hundeturene til at komme ud i naturen. Det har både du og din hund godt af. Ude i skoven eller ved stranden er der masser af spændende ting, som hunden kan snuse til og undersøge. Du vil helt sikkert opleve, at din hund er glad, træt og rolig efter en lang tur med masser af stimulation.