Hvordan ser en fodvorte ud?

Fodvorter er meget mere normalt end de fleste tror men de er heldigvis også nemme at komme af med. Men hvordan ved man om man har en fodvorte og hvordan ser en fodvorte ud?

Hvad er en fodvorte?

Fodvorter er små vorter, som sidder på undersiden af foden. Ofte bliver de skubbet ind i huden, mens du går. Fodvorter kommer fra en virus og derfor er de smitsomme. Nogle mennesker er immune overfor den specifikke virus, og får derfor ikke fodvorter selvom de bliver smittet med virussen.

Typisk har børn større sandsynlighed for at få fodvorter, fordi de opholder sig mere i f.eks. omklædningsrum og offentlige svømmehaller, hvor mange mennesker har bare fødder.

Hvordan ser en fodvorte ud?

Fodvorter sidder på undersiden af foden og kan variere i størrelse, men er ofte 4-5 millimeter. Fodvorter har typisk en hård kant, en blød midte og en blomkålsagtig overflade. De er ofte trykkede på grund af vægten ved at gå på dem. Du vil tit kunne mærke en lille bule i huden, hvor fodvorten er.

Vorterne kan vokse enkeltvis eller i grupper af flere. Nogle fodvorter vil have små mørke prikker i midten. Disse er blødninger, som forekommer på grund af det tryk, du påfører fodvorten, mens du går. Fodvorter kan være ømme, hvis de sidder på f.eks. fodsålen.

Du kan se eksempler på billeder af fodvorter her i artiklen.

Er fodvorter farlige?

Fodvorter er heldigvis ikke farlige, de er til gengæld meget smitsomme. Derfor er det en god ide at undgå at blive smittet eller blive behandlet, så snart som du opdager, at du har fået fodvorter.

Hvordan undgår man fodvorter?

Hvis du gerne vil undgå at få fodvorter, er der et par simple fifs, du kan følge:

  • Sørg for at dine fødder er rene og tørre
  • Skift dine sokker hver dag
  • Undgå at gå med bare fødder på offentlige steder, f.eks. i svømmehaller og omklædningsrum. Brug i stedet klipklappere eller gummisandaler.
  • Del ikke håndklæder, vaskeklude, sko og sokker med en person, som har fodvorter
  • Rør ikke ved andres fodvorter

Hvordan behandler man fodvorter?

Fodvorter forsvinder typisk af sig selv i løbet af to år, men for langt de fleste mennesker er det lidt for lang tid at vente. Derudover kan fodvorterne også sprede sig til andre dele af kroppen, hvis de ikke bliver behandlet. Derfor er det altid en god ide at søge behandling, hvis man har fået fodvorter.

Behandling af fodvorter foregår typisk på én af to måder.

  • Pensling med salicylsyre. På apoteket kan man finde et bredt udvalg af cremer, opløsninger, gels og plastre, som indeholder salicylsyre til behandling af fodvorter. Salicylsyren ødelægger de inficerede celler, når det påføres vorten. Behandlingen skal typisk gentages over en periode.
  • Frysning. Et alternativ til salicylsyre er at få frosset vorten, hvilket du kan få gjort hos lægen. Formålet med frysning er også at ødelægge de inficerede celler, blot ved hjælp af kulde. Denne behandling skal typisk også gentages over nogle gange og kan godt gøre lidt ondt.