Danske natklubber er trætte af at vente

Det er efterhånden ved at være meget længe siden, at det var muligt at tage på danske natklubber. Du ved sådan en rigtig dansegulvet er fyldt, du kan mærke bassen i brystet og du ved ikke hvor dine venner blev af natklub. Modsat resten af erhvervslivet er natklubberne nemlig stadig underlagt tvangslukning. Imidlertid er natklubberne ved at være trætte af at vente, når der er folkefest i hele byen.

Utilfredshed hos danske natklubber

Udover de danske festivaler, så er danske natklubber nogle af de eneste, som stadig er underlagt restriktioner om nedlukning. Modsat festivalerne har de dog fået lovning på, at de må åbne d. 1. september.  

Selvom der generelt er glæde blandt natklubber, fordi der endelig er kommet en dato for genåbningen, så er flere stadig kritiske. 

Hos brancheforeningen Horesta mener de blandt andet, at man godt kunne åbne henover sommerferien, nu når smittetallene er så lave. Annette Hyldebrandt der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Horesta udtaler til Politiken: “Jeg mener, at det er ansvarligt, når vi om lidt går på sommerferie, at åbne op for de diskoteker, barer og klubber, som har været lukket nu i halvandet år”. Hun tilføjer desuden: “nattelivet [er] allerede i gang i de rammer, og der mener vi, at vi ligeså godt kan få åbnet resten af nattelivet, sådan at tingene hænger sammen, så vi ikke ser de unge og festglade strømme ud på vejene klokken 02:00 og fortsætte festen ved piratfester til stor gene for beboere og andre”. 

Også nattelivskoncernen Rekom er fortaler for en tidligere genåbning: “Vi er klar til at åbne. Vi vil rigtigt gerne have vores medarbejdere tilbage, og vi vil rigtigt gerne tjene vores egne penge igen. Men jeg bliver nødt til at sige, at vi holder fast i, at det skal være en genåbning uden restriktioner” udtaler Lars Børsting fra Rekom. Han uddyber: “Det skal være en genåbning, hvor vi får lov til at holde åbent til klokken 5 om morgenen. Vi kan ikke drive vores forretninger på et finansielt bæredygtigt grundlag ved kun at holde åbent til klokken 02:00”. 

Folkefest i Parken men lukket på dansegulvet

De store EM arrangementer og generelle folkefester på gader og stræder har fået mange natklubejere til at undre sig. For hvordan kan det være at flere tusind mennesker må samle sig i Parken, men at man stadig ikke må tage på natklub? 

Natklubejer Peter Prip siger til Politiken: “Med den udvikling, der er i coronapandemien og de tal, vi ser, så synes jeg ikke, at der er belæg for, at vi stadig skal være lukkede”. Han fortsætter: “ Festen er derude. Unge mennesker er ikke stoppet med at feste, fordi der er corona. De fester nu bare på ukontrolleret vis i lejligheder og på gader og stræder. Derfor mener jeg, at det eneste rigtige er at åbne op for de professionelle, så det sker under ordnede forhold”. 

Gør klar til den store åbningsfest

Det er dog ikke alle som er kritiske. Ejerne bag natklubben Sigurdsgade, Flemming Sand og Martin Koch-Søfeldt, er glade for, at der er kommet en dato for genåbningen og at den er kommet i god tid, så de kan nå at forberede sig. 

I et interview til dr.dk udtrykker de: “Vi er rigtig glade for, at der er sat dato på, og at det ikke er en uge før, men at vi har rigelig med tid til at forberede os på The Grand Opening”. “Det er en lettelse. Vi glæder os til at stå med åbne arme og hilse på alle. Det bliver vildt at se folks smil og se livsglæden komme tilbage hos vores gæster. Vi kommer ikke til at kunne holde os væk”. 

De er dog stadig bekymrede for, at der i sidste ende vil komme nye restriktioner, som kan påvirke deres åbning. 

“Coronapasset er intet problem. Der er jo et testcenter nede i Fælledparken, så det er lige før, at de bare kan tage testen på vejen og så komme ind og feste hos os. Men vi er bange for, at der kommer nogle yderligere restriktioner, så vi ikke kan åbne op for de 700 mennesker, som vi normalt må lukke ind. Det ville blive en helt anden form for vibe og forretning”. 

Farvel til festivalåret 2021

Tidligere på ugen kom regeringen med en trist nyhed. Udendørs arrangementer såsom festivaler, må højst have 2.000 stående gæster inddelt i zoner af 200 personer. Det betyder derfor et definitivt farvel til festivalåret 2021, i hvert når det kommer til de større og mere ikoniske festivaler, såsom Roskilde Festival og Smukfest i Skanderborg.

Hvad siger de nye regler?

På nuværende tidspunkt, har regering inddelt åbningen i en fase 1 og en fase 2. Fase 2 inkluderer mulighed for at lempe på nogle af restriktionerne fra fase 1, når alle borgere over 50 år, som ønsker det, er blevet vaccineret. 

De nye regler i fase 1 betyder, at udendørs festivaler vil kunne have 2.000 stående gæster, som skal være fordelt på grupper af 200 personer. I fase 2 er der mulighed for at dette kan hæves det 5.000 og måske 10.000 gæster i grupper af 500 personer.  

Gæster vil stadig skulle vise gyldigt coronapas og hverken overnatning eller camping er tilladt. Desuden skal festivalerne lave en sundhedsplan. 

De nye regler er derfor et definitivt dødsstød til mange af sommerens festivaler. Dansk Live, der repræsenterer mange af de danske festivaler, har i den forbindelse udtalt: “Man vidste godt, at man ikke ville kunne gennemføre store ting, som man plejer. Men man havde så håbet på, at der ville blive mulighed for at lave noget alternativt. Nu står man tilbage med meget, meget få muligheder, hvilket er super ærgerligt og meget demotiverende”.

Disse festivaler har aflyst

Regeringens udspil fik desværre festivaler i hobetal til at aflyse. Særligt større festivaler samt festivaler der skulle finde sted i starten af sommeren, føler sig efterladt uden alternativ. 

Blandt de aflyste festivaler er:

  • Roskilde Festival, 26. juni til 3. juli.
  • Northside, 3. til 5. juni
  • Tinderbox, 24. til 26. juni.
  • Smukfest, 4. til 8. august.
  • Jelling Festival, 20. til 23. maj.
  • Copenhell, 16. til 19. juni.
  • Heartland, 27. til 29. maj.
  • Musik i Lejet, 22. til 24. juli.
  • Vig festival, 8. til 10. juli.
  • Thy Rock, 25. til 26. juni.
  • Nibe festival, 30. juni til 3. juli.
  • Ringsted festival, 5. til 7. august.
  • Langelandsfestival, 18. til 25. juli.
  • Samsø festival, 21. til 24. juli.
  • Skyland beach festival, uge 28 og 29.
  • Radio ABC Beach Party, 17. juli.

Hvis du har købt billet til en af årets aflyste festivaler, så skal du nu beslutte, om du vil refundere billetten og få pengene tilbage eller om du hellere vil ombytte din billet til en billet til næste års festival. 

De fleste festivaler vil opfordre dig til at ombytte til billet til næste års festival, da det hjælper deres efterhånden trængte økonomi ikke at skulle udbetale refunderinger på nuværende tidspunkt. Men det er helt op til den enkelte, hvilken løsning man foretrækker. 

Der er lys i mørket

Der er dog visse festivaler, som ikke har givet helt op på 2021 endnu. Grøn koncert har udtalt, at de er gået i tænkeboks efter regeringens udmelding. Tidligere har de fremlagt en plan for at kunne foretage festivalen med 10.000 gæster ved at inddele dem i 10 forskellige zoner med 1.000 personer i hver, men med de de nye regler går den plan ikke. 

Andre mindre festivaler har meldt ud, at de nu vil prøve at lægge en plan for hvordan de kan afholder deres arrangementer på en sikker og hensigtsmæssig måde. 

Desuden har en af medstifterne af Heartland planer om en ny festival, som  skal afholdes for første gang i år. Festivalen kommer til at hedde Tomorrow Festival, og vil skabe et øget fokus på bæredygtighed i hverdagen. 

Planen er, at Tomorrow Festival skal finde sted den 3. og 4. september i Valbyparken. Foreløbig er det annonceret, at Scarlet Pleasure, The Savage Rose, Greta og Den Sorte Skole skal spille på festivalen. 

Danmark åbner langsomt igen – hvad må man og hvad kan vi forvente?

Der er lys forude. Regeringen har nemlig besluttet, at Danmark langsomt kan begynde at åbne igen. Samtidig er der stor uenighed i befolkningen om, hvorvidt restriktionerne bliver lempet alt for hurtigt eller alt for langsomt. Her hos Twift har vi samlet en oversigt over, hvad man må og ikke må, samt hvad vi kan forvente i foråret.

Hvad må du fra 1. marts? 

Du har nok allerede bemærket, at der er sket ændringer. Danmark åbner langsomt igen. Fra den 1. marts trådte tre lempelser nemlig i kraft i hele landet.  

  1. Udvalgsvarebutikker (det er f.eks. tøjbutikker, møbelbutikker, skobutikker mv.) på under 5000 m2, må igen åbne, sålænge de ikke befinder sig i et storcenter. Dette er en kærkommen ændring for mange butiksejere, som har måtte se deres indtægter og levebrød svinde betydeligt i de seneste par måneder. Butikker på 5000m2 kan undtages, så de gerne må holde åbent for et begrænset antal kunder mod tidsbestilling. Så hvis du mangler at få byttet et par julegaver, så er det nu!
  2. Udendørs kulturinstitutioner må genåbne. Dette inkluderer bl.a. zoologiske haver og forlystelsesparker såsom Tivoli i København. Der stilles dog krav om, at besøgende skal kunne fremvise en negativ COVID-19 test, som højst er 72 timer gammel. Det er ikke alle udendørs kulturinstitutioner, som har benyttet muligheden for at åbne allerede den 1. marts, da flere har meldt ud, at de har brug for mere tid til at forberede sig på de nye krav.
  3. Sidst men ikke mindst, så hæves forsamlingsforbuddet fra 5 til 25 personer for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter. Det er derfor nu muligt at mødes med fodboldholdet, lave udendørs yoga eller komme i spejderklubben. Der er dog krav om, at aktiviteterne skal foregå i organiseret regi. 

Lokale forskelle

De tre ovenstående lempelser gælder for hele Danmark, men der er faktisk dele af landet, som allerede nu har fået lov til at lukke endnu mere op. I første omgang er der tale om Nordjylland og Vestjylland samt Bornholm. 

Nordjylland og Vestjylland 

I Nordjylland og Vestjylland kommer alle afgangselever i grundskolen, på ungdomsuddannelser og på voksenuddannelser tilbage i skole. Til at starte med er der dog tale om 50% fremmøde, hvilket betyder, at de kun skal møde hver anden uge. 

Desuden kan alle elever på efterskoler, frie fagskoler samt kostafdelinger på fri- og privatskoler komme tilbage i skole. Det er glædeligt nyt for mange børn og unge, som har siddet derhjemme foran skærmen uden venner og lærere. 

Regeringen opfordrer til, at elever lader sig teste to gange om ugen for at mindske smitteudbrud.

Bornholm som prøvekanin

De gladeste borgere i kongeriget findes nok i øjeblikket på Bornholm. Her har der nemlig været meget lav smitte i en længere periode. Derfor har regeringen valgt, at der kan åbnes endnu flere ting for at indsamle erfaringer med genåbning af f.eks. hele skoler og liberale serviceerhverv. 

Bornholmerne kan derfor glæde sig over, at der bliver åbnet for at alle klassetrin i grundskolen igen kan komme tilbage i klasseværelserne. Dog med opfordring om, at elever over 12 år bør testes to gange om ugen. Derudover åbner også ungdoms- og voksenuddannelser, folkehøjskoler, efterskoler, videregående uddannelser og klubtilbud. 

Desuden får de liberale erhverv såsom massører, frisører og tatovører også lov at åbne igen. Også her vil der være krav til negativ test for kunder. Slutteligt så hæves det generelle forsamlingsforbud fra 5 til 10 personer på Bornholm. 

Hvad med resten af foråret?

Regeringen har endnu ikke fremlagt en samlet plan for genåbninger resten af foråret. Dog er alle resterende restriktioner forlænget frem til 5. april. Dette betyder heldigvis, at nuværende kompensationsordninger også forlænges. 

Der er dog håb for særligt de børn og unge, som stadig ikke har kunnet komme tilbage i skole. Regeringen har nemlig meldt ud, at andre landsdele kan få samme genåbning som Nordjylland og Vestjylland, såfremt smittesituationen tillader det. Desuden bliver der også talt om, at se på yderligere genåbning på nogle af de mindre øer.  

I tillæg hertil, så er regeringen i gang med at undersøge, om det vil være muligt at åbne alle højskoler og efterskoler fra den 15. marts, og måske endda kunne sende alle afgangselever i hele Danmark tilbage i skolerne.