Da MeToo kom til Danmark

Med et par års forsinkelse er MeToo debatten rigtig kommet til Danmark i 2020. TV-vært Sofie Linde brugte sin værtsrolle til året Zulu Comedy Galla til at dele sine oplevelse med kønsdiskrimination og ligestilling. Siden har diverse forsider været fyldt med vidnesbyrd fra kvinder.

MeToo 2020

Hashtagget #MeToo så dagens lys i 2017 og blev populært efter sagen om seksuelle overgreb begået af filmproduceren Harvey Weinstein. I 2018 januar underskrev flere end 1100 personer i den danske film- og teaterbranche et manifest under navnet #TimesUp. Men det var som om, at bevægelse aldrig rigtig fik fat i Danmark. Argumenter som at vi i Danmark allerede har ligestilling og at de delte oplevelser blot var enkeltstående tilfælde fyldte debatten, som efterhånden ebbede ud. Spol tiden frem til den 26. august 2020. Sofie Linde er vært for årets Zulu Comedy Galla. Et comedy awardshow, der uddeler priser til landets komikere på forskellige platforme.

Sofie Linde, som de fleste kender fra X Factor, DR Ramasjang og på DR Ultra, bruger anledningen til at fortælle om sine personlige oplevelse med kønsdiskrimination. Allerede før showet bliver vist i TV, bliver klippet med Sofie Linde delt massivt på sociale medier. Hendes historier sætter gang i en flodbølge af støtteerklæringer fra kvinder landet over.

Ikke kun i mediebranchen

Til at begynde med omhandler diskussionen om MeToo endnu engang mediebranchen, og kort efter offentliggørelsen af klippet med Sofie Linde underskriver 701 personer en støtteerklæring. Men modsat tidligere så breder diskussionen sig nu til andre brancher. Støtteerklæringer og vidnesbyrd fra bl.a. musikere, sygeplejersker og politikere pibler frem fra alle sprækker i samfundet. Tidligere kritikere ser deres argumenter om enkelttilfælde smuldre mellem hænderne, mens flere og flere kvinder deler personlige oplevelser, hvor de er blevet krænket eller forskelsbehandlet på baggrund af deres køn.

Måske var vi ikke så ligestillede i Danmark, som vi gik og bildte hinanden ind?

Da en partiformand blev væltet

Foreløbig er debatten kulmineret med afgangen af Radikale Venstres partiformand Morten Østergaard. Overraskelsen var stor, da Radikale Venstre ellers har været bannerførere for ligestillingsdebatten. Hvis der kan forekomme sexismeskandaler i et parti som Radikale Venstre, hvor kan det så ikke forekomme? Det viste sig, at der var tale om en hånd på et lår for omkring 10 år siden. Sagen i sig selv virker måske ikke så grel. Og det var da heller ikke akten i sig selv, som blev Morten Østergaards undergang. Det var derimod det faktum, at han havde sat sig selv til at undersøge anklagerne.

Sagen understregede, at problemerne med ligestilling, sexisme og diskrimination på baggrund af køn ikke kun handler om de faktiske handlinger, men også om de systemer, som vi har sat i værk for at modvirke og undersøge dem. Lige så langsomt viser der sig systemer, der er lavet til at opretholde sexisme og forskelsbehandling frem for at modarbejde det.  

Kritikken af MeToo

MeToo debatten er dog ikke et kor af enige stemmer. Der er nemlig også danskere, som har udtrykt, at de ikke orker en omgang MeToo mere. En af de første var stylist og frisør Dennis Knudsen, som i et nu slettet opslag på Instagram skrev: “Kære Sofie, hvorfor skulle hele Danmark og mange liderlige mænd og homoer se dine trusser? Var du også så fræk en pige som 18 år?” med henvisning til Sofie Lindes fortælling om en seksuel trussel hun modtag fra en kollega under en julefrokost, da hun var nyansat på DR som 18-årig.

Senere har bl.a. politikerne Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg meldt sig ind i koret af kritikere, med udtalelser som, at Sofie Linde gør sig selv til offer og at sexisme-debatten i 2020 fylder for meget og er gået over gevind.

Det virker dog ikke til at have slukket ilden under MeToo debatten. Og hvem ved? Mon ikke der kommer til at rulle endnu et par hoveder før debatten ebber ud igen.

Hvem må fortælle din historie?

Må alle fortælle historier om alle? Må mænd skrive bøger om kvinder og må en dansker instruere en film om grønlandske unge? Foråret og sommeren 2020 har budt på mange nybrud og udfordringer. Vi diskuterer ikke kun covid-19, men også identitet og repræsentation i kunst og kultur.

Identitet og repræsentation er en kampplads

Det er ikke nyt, at forskellige grupper kæmper for forskellige rettigheder. Tidligere har f.eks. arbejderne kæmpet for ordentlige arbejdsforhold og kvinderne har kæmpet for stemmeret. Der er stadig kampe den dag i dag og én af dem handler om repræsentation. Vi lever i en verden, hvor vi bliver mere og mere bevidste om, at vi ikke alle er ens. Måske bør denne forskellighed derfor repræsenteres i højere grad end den bliver i dag. Ikke kun politisk gennem folketingsvalg og i kommunalbestyrelser, men også i kulturen. Hastags som #OscarSoWHite og #MeToo har sat fokus på manglende repræsentation og diskrimination i kulturen og kunsten overalt i verden.

Kan en dansker fortælle om Grønland?

En af de aktuelle diskussioner om repræsentation handler om, hvem der må fortælle hvilke historier. Kunsten har ofte været fortaler for det der kaldes en karnevalistisk tilgang til identitet, hvor en forfatter eller en instruktør godt kan fortælle historier fra et andet perspektiv end sit eget. Den attitude møder dog i stigende grad kritik.

Et eksempel er instruktør Kenneth Sorento og hans film ‘Kampen om Grønland’. Til trods for at filmen er blevet positivt modtaget i både Danmark og Grønland, så har Sorento haft svært ved at få den ind på visse filmfestivaler, fordi han ikke selv er grønlænder. På filmfestivalen Imagine Native i Canada er det f.eks. et krav, at instruktørerne bag filmene selv skal være en del af det oprindelige folk, som deres film handler om.

Umiddelbart kan det virke underligt, at en film om grønlandsk identitet ikke kan blive vist på en filmfestival for oprindelige folk, men ifølge den grønlandske filmproducer Emile Hertling Péronard er det ikke så mærkeligt. I et interview med P1 Morgen udtalte han: ”For mig handler det om det fantastiske i, at der nu er nogle befolkninger, som for første gang i historien ikke bare har mulighed for at fortælle deres egen historie, men også har mulighed for at få dem vist på platforme, hvor der rent faktisk er mennesker, der ser dem.”

Emmy Awards går forrest

Mens Oscaruddelingen i mange år er blevet anklaget for at være forældet og ude af trit med samtiden, så går det amerikanske Television Academy som uddeler Emmy statuetterne forrest i kampen for mere diversitet og repræsentation.

I slutningen af juli offentliggjorde de listen med nominerede til året Emmy Awards, og i år er andelen af sorte skuespillere blandt de nominerende højere end nogensinde før. Hele 35 af 102 nominerede skuespillere er sorte, svarende til 34,3 procent.

Emmy Awards indeholder dog ikke kun solstrålehistorier for repræsentation. Når man kigger på repræsentationen blandt instruktører og manuskriptforfattere er langt størstedelen nemlig stadig hvide og typisk mænd.

Men hvad synes du? Bør vi tage mere hensyn til repræsentation i kulturen eller det okay, at nogle grupper får mere taletid end andre?